Konference om it som pædagogisk værktøj på EUD

 

Konferencen er tilrettelagt i et samarbejde mellem Styrelsen for It og Læring, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), Uddannelsesforbundet, Handelsskolernes Lærerforening og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.Man kan se programmet og tilmelde sig her.

Konferencen bygger på viden og erfaringer fra forsøgs- og udviklingsprogram It som pædagogisk værktøj, som EVA har gennemført for Undervisningsministeriet. Ti erhvervsskoler har deltaget i fou-programmet og lavet forsøg med, hvordan it kan understøtte undervisningsdifferentiering og skabe sammenhæng i elevernes læringsforløb på tværs af skole og praktik.

På konferencen præsenterer EVA de tværgående fund og erfaringer fra programmet og repræsentanter fra de ti deltagende skoler kommer og fortæller om, hvordan de har arbejdet med it i undervisningen, og deler deres erfaringer med, hvad der skal til, for at it fungerer som et pædagogisk værktøj.

Danmarks Læringsfestival i starten af marts, havde min kollega Mette og jeg mulighed for at høre om udvalgte resultater fra EVAs konsulenter Sonja Marie Staffeldt og Anne Katrine Kamstrup, og det var bestemt interessant. Så dette er en konference, som jeg virkelige glæder mig til at deltage i :-) Måske ses vi?

/Marianne

Reklamer

Afprøvning af tænkeværktøjer ift. transfer og it

Tirsdag d. 1. november afholdt jeg (Marianne)  to x 90 min. workshop på Forsker-Praktikernetværkets årlige EUD konference. Formålet med workshoppen var at øge deltagernes bevidsthed omkring de udfordringer og muligheder, der kan være i forhold til at skabe betingelser for transfer, både med og uden it-værktøjer.

1nov2016a

I forskningsprojektet har vi udviklet en række modeller, som vi afprøver i vores undervisning på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP’en) her i efteråret 2016. Målet er at få skabt nogle modeller, der kan bruges som tænke- og dialogværktøjer med henblik på at understøtte EUD-læreres pædagogisk-didaktiske arbejde med at planlægge og gennemføre undervisning med fokus på transfer gennem brug af it-værktøjer.

Til workshoppen havde jeg valgt at medbringe to modeller, som har forskellige formål:

  1. Identifikation af faktorer, der påvirker transfer (se slide #4 i præsentationen nedenfor). Denne model har vist sig at være velegnet til at få startet en drøftelse af de mange forhold, der har indflydelse på transfer.
  2. Identifikation af it-værktøjer (se slide #9). Denne model er velegnet til at fokusere samtalen omkring it-værktøjer, der kan bruges til fire forskellige formål (dokumentation, simulation, konstruktion og interaktion). Hertil kommer at værktøjerne er tænkt ind ift. fire specifikke processer (identifikation, koordination, refleksion og transformation).

Især modellen til identifikation af it-værktøjer har vist sig at være vanskelig at anvende i praksis. Modellen sætter typisk gang i en masse drøftelser, men forholdet mellem elementerne i modellen bliver kritiseret for at være uklar. Det er en kritik som vi også har fået fra vores studerende, så nu går arbejdet i gang med at udvikle version 2.0. En væsentlig pointe ift. denne model er, at det er det didaktiske formål som afgør, hvorvidt et it-værktøj bliver brugt til det ene eller det andet formål  og til at understøtte den ene eller anden proces – og det var også en pointe som workshopdeltagerne kom frem til. Se slide #10, hvor der er bud på konkrete værktøjer. It-værktøjer er aldrig neutrale, men udviklet til at understøtte bestemt formål og processer. Mange nye it-værktøjer, især Web 2.0, kan imidlertid bruges til forskellige formål og processer samtidig, og det skal der skabes opmærksomhed omkring.

Vi har fået mange interessante forslag til forbedringer af modellerne, både fra vores studerende og nu også fra workshop deltagerne, så det bliver spændende at gå i gang med revisionen. Forskningsmæssigt skelner vi også mellem it-værktøjer og teknologi-medierende grænseobjekter (TGO’er -jf. slide #10). Pointen her er, at et it-værktøj ikke i sig selv udgør et grænseobjekt, men at dette også afhænger af den pædagogisk-didaktiske brug. Det er noget som vi også kommer til at arbejde videre med i projektet.

1nov2016b

Grundet en større deadline dagen før havde jeg kun fået få timers søvn, så jeg var lidt nervøs for om jeg kunne skabe noget, der var meningsfuldt for deltagerne, men at dømme ud fra de mange engagerede diskussioner over modellerne, så gik det fint – om ikke andet var der flere som sagde, at de havde fået noget at tænke over og ville forsøge sig med modellerne hjemme på deres skoler.

Mange deltagere efterlod, på min opfordring, deres udfyldte papir-modeller, så mange tak for det – det bliver interessant at få analyseret de mange ideer og forslag :-)

/Marianne

OBS! Fotos af deltagerne er brugt med deres tilladelse.

Slides fra de øvrige præsentationer kan ses her – i højre side.

 

Konference om EUD-reformen 1/11 – workshop om it og transfer

FP_logoDer er stadig ledige pladser til Forsker-Praktikernetværkets årlige EUD-konference d. 1. november 2016, som denne gang er tilrettelagt i samarbejde med EUD-udvalget. Temaet er hvorvidt EUD-reformen har givet et kvalitetsløft.

På programmet er bla. KORA og EVA, der vil komme med et statustjek på baggrund af deres følgeforskning ift. implementering af reformen. Mine NCE-kolleger, Peter Koudahl og Peder Hjort-Madsen vil komme med et bud på, hvad reformen har betydet for lærerrollen og så vil det være muligt at deltage i forskellige workshops. Se hele programmet og alle workshopbeskrivelser her.

Jeg holder også workshop (nr.4), denne gang med fokus på de udfordringer og muligheder, der ligger i at anvende it som transferværktøj – jvf. beskrivelsen her:

På baggrund af et aktuelt forskningsprojekt, giver Marianne Riis fra Metropol/NCE et kort oplæg om foreløbige resultater i forhold til EUD-læreres transferforståelser og -praksisser i undervisningen gennem brug af it. Herefter lægges der op til to øvelser. I den første øvelse er formålet at identificere faktorer, der har betydning for, hvorvidt der kan skabes betingelser for transfer i undervisningen. I den anden øvelse er formålet at identificere it-værktøjer, der kan benyttes i undervisningen i forhold til fire specifikke transferprocesser: identifikation, koordination, refleksion og transformation. Begge øvelser tager udgangspunkt i didaktiske modeller udviklet i projektet.

Min kollega, Carsten Lund Rasmussen og jeg er i øjeblikket ved at afprøve disse modeller med EUD-lærerstuderende på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik, og vi er allerede blevet klogere på modellernes svagheder og styrker! Det bliver derfor vældig interessant at opleve, hvordan andre EUD-aktører reagerer på disse modeller – som kom endelig og vær med :-)

Der er tilmelding til konferencen her deadline 24. oktober 2016!

/Marianne

Refleksioner over NordYrk2016 konferencen

NordYrk_logoSom tidligere beskrevet deltog jeg (Marianne) i NordYrk 2016 konferencen i dagene 8.-10. juni. Konferencen foregik i Roskilde på Octavia som er et kursus- og konferencecenter tilknyttet erhvervsskolen ZBC.

Programmet kan ses her, alle papers kan findes her og jeg har tidligere skrevet om vores bidrag her.

Torsdag d. 9. juni præsenterede jeg nogle af resultaterne fra vores forskningsprojekt via disse slides:

På NordYrk er det kutyme, at deltagerne præsenterer på deres eget sprog, hvilket jeg så også havde valgt at gøre. Det viste sig desværre, at der var store sproglige udfordringer, også selv om jeg forsøgte at tale m e g e t langsomt. Så det var begrænset, hvad jeg fik af feedback. Faktisk var de fleste spørgsmål af opklarende karakter, så det var en lidt ærgerlig oplevelse. På sidste års NordYrk konference havde min kollega, Palle og jeg en lignende oplevelse, så hvis jeg/vi vælger at deltage en anden gang, bliver det under forudsætning af at præsentationen kan være på engelsk. I år var alle plenumoplæg på engelsk, men der er mange medlemmer af NordYrk-netværket som synes det vil være synd og skam, hvis det kommer til at gælde alle oplæg. Selv om jeg da synes, at det er hyggeligt, at vi kan tale “nordisk” sammen, så synes jeg trods alt, at det er vigtigere, at vi forstår hinanden.

NordYrk16_Vibe

Det andet oplæg i min session var af Vibe Aarkrog (AU), der i sin aktuelle forskning har ladet sig inspirere af den franske matematik-didaktiker Guy Brousseau, som står bag Teorien om Didaktiske Situationer (TDS).

Iflg. Brousseau består et didaktisk design af to typer af situationer, hhv. didaktiske og a-didaktiske, hvor eleven i sidstnævnte overtager og skal arbejde selvstændigt og/eller med andre elever omkring opgaver, som læreren har tilrettelagt. Selve forløbet af det didaktiske design, kan opdeles i 5 faser, hvor eleven/eleverne arbejder uden læreren i de midterste tre. Lærerens rolle består således primært i at igangsætte og opsamle (det er naturligvis en forsimpling af en kompleks teori fra min side af pladshensyn).

Vibe havde analyseret empiri indhentet på en SoSu-skole og fundet, at TDS er brugbar, og at eleverne oplevede en sammenhæng mellem de forskellige faser i det didaktiske design, hvorfor teorien også bliver interessant ift. vertikal transfer. Brousseau’s ideer er, på dansk, bla. beskrevet i “Didaktiske elementer – en indføring i matematikkens og naturfagenes didaktik“.

Ud over at præsentere, hørte jeg alle plenumoplæg og deltog i en række sessioner, og her følger et lille udpluk med fokus på, hvad jeg tog med hjem som inspiration.

NordYrk16_AnnaAnna Hagen Tønder (Fafo) havde i sit plenumoplæg valgt at se nærmere på “Integrating workplace learning in VET” i en Norsk kontekst. I Norge er erhvervs-uddannelser organiseret i en såkaldt 2+2 model, hvor eleverne først er 2 år på skole, derefter 2 år ude i virksomhederne. Selv om det er en anden organisering, end den vi har i Danmark, bed jeg særligt mærke i to ting i Annas konklusion: 1) vigtigheden af at skabe samarbejde og tillid mellem skoler og virksomheder, og 2) erkendelsen af, at grænsekrydsning ikke kun kan være en udfordring for eleverne, men også for lærerene og oplærerne (jf. den blå ramme, som jeg har sat ind). Så selv om vi har forskellige organiseringsmodeller på tværs af landende, bakser vi med mange af de samme udfordringer.

RecognitionPriorLearning Per Andersson (Lindköping Universitet), holdt et meget interessant plenumoplæg med titlen “Recognition of prior learning vs. vocational education and training – links in a chain or strands in a rope?”.

Per skelnede mellem recognition of prior learning med hhv. store bogstaver, RPL og små bogstaver, rpl, hvor førstnævnte svarer til den real-kompetence-vurdering vi kender så godt fra erhvervsskolerne. Pers pointe var, at udover den gængse RPL, der jo foregår før uddannelsesstart, er det også vigtigt at anerkende elevers kompetencer løbende, altså rpl, som en integreret del af de daglige læreprocesser. Som sådan oplevede jeg Per tale for, at alle elevers erfaringer og viden bør anerkendes og danne udgangspunkt for undervisningen i langt højre grad end det er tilfældet i dag. En anden pointe var, at det læringsmæssige potentiale ikke må glemmes ifm. RPL; anerkendelse handler ikke kun om kortlægning, men også om anvendelse.

For mit vedkommende satte Pers oplæg en masse tanker i gang ift. hvordan vi selv, på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP), indhenter og anvender viden om deltagernes kompetencer og de potentielle udviklingsmuligheder, der må følge heraf. Men herudover tænker jeg også, at rpl er vigtig ift. transfer- og grænsekrydsningprocesser, så det er bestemt noget, som jeg vil kigge nærmere på. Per har publiceret en lang række artikler om emnet og skrevet og bidraget til flere bøger – udover den viste.

NJVET-2Per er i øvrigt også redaktør på The Nordic Journal of Vocational Education and Training (NJVET).  I forbindelse med den traditionelle konferencemiddag havde jeg lejlighed til at tale med Per om bla. det publiceringskrav, der præger forskningsarbejdet på universiteterne på godt og ondt. Det er naturligvis godt, at forskning publiceres og dermed potentielt spredes til de, som kan have gavn heraf, men der er også risiko for at der “publiceres for publiceringens skyld”, at forskningskvaliteten falder, og at universitetsforskere presses urimeligt.

Jeg er i hvert fald glad for, at vi på professionshøjskolerne ikke er underlagt et sådant krav. Artikelskrivning og publicering er en tidskrævende og langstrakt aktivitet, som bedst lader sig gøre i veletablerede forskningsmiljøer, hvor der er de rette rammer og ressourcer, og i den henseende oplever jeg, at vi stadig er i en opbygningsfase.

NordYrk16_ChristianChristian Helms Jørgensen (RUC) leverede også et virkelig interssant plenumoplæg om “Dilemmas for policy and pedagogy in vocational education in the Nordic countries.”

Christian har i regi af Nord-Vet forskningsprojektet The future of Vocational Education – Learning from the Nordic countries, bla. lavet en komparativ analyse af den måde, hvorpå vi bedriver erhvervsskole og vilkårene herfor i især de Nordiske lande. Christian viste en meget tankevækkende oversigt over tre dominerende modeller for erhvervsuddannelse:

  1. En markedsbaseret model (især dominerende i England og USA), hvor der er et arbejdsmarkedsrationale og virksomhederne afgør formål, mål og indholdet af uddannelsen. Nøgleordet her er beskæftigelse.
  2. En statsledet model (især dominerende i Finland og Sverige), hvor der er et borgerskabsrationale og staten afgør formål, mål og indhold. Nøgleordet her er empowerment.
  3. En erhvervsmæssig selvstyrende model (især dominerende i Norge og Danmark), hvor der er et professionaliseringsrationale og arbejdsmarkedets organisationer afgør formål, mål og indhold. Nøgleordet her er professionalisme.

Som Christian pointerede, så er der i praksis sjældent tale om rene modeller, men ofte et mix med forskellig overvægt. Det virkelig interessante er naturligvis, hvilke muligheder for at bedrive erhvervsskole de forskellige organiseringer lægger op til og rammesætter. Her tænker jeg også på mere almene kundskaber og dannelse, som umiddelbart har de bedste vilkår i borgerskabsmodellen. Der er i øjeblikket stor fokus på dannelse i folkeskole- og gymnasiedebatten i Danmark, og her fik Christians oplæg mig til at overveje, hvordan vi kan øge fokus på den dannelse, der rent faktisk også sker i erhvervsuddannelser og som, i min erfaring, også efterspørges af de danske virksomheder? Jeg har ikke umiddelbart nogle nemme eller hurtige bud, men det er noget, som vi ofte drøfter internt i NCE, og Christians oplæg har givet yderligere stof til eftertanke*.

NordYrk16_HildeWHilde Witsø (Universitetet i Agder) præsenterede nogle meget spændende resultater fra et forskningsprojekt, der ligesom vores også undersøger muligheden for at skabe bedre skole-praktiksamspil – bl.a. gennem brug af ikt-medierede artefakter.  Hilde havde i sin præsentation fokus på, hvordan elever klædes på til deres arbejdsopgaver som lærlinge, og hvordan især tavs viden spiller en rolle i denne sammenhæng (jf. modellen til venstre).

I forskningsprojektet har Hilde og hendes kolleger bl.a. kigget på brugen af ikt-værktøjet OLKWEB, der fungerer som grænseobjekt mellem elev, lærer og oplærer. Som jeg opfattede det, minder OLKWEB meget om det dialogværktøj, som TUR er ved at udvikle på transportområdet ifm. projektet “Succes på Vejen”. Hilde fortalte, at OLKWEB har vist sig at være et godt hjælpemiddel til at styrke lærlingens lærings- og arbejdsvaner, samt forståelsen af arbejdsopgaver. Samtidig strukturerer og styrker værktøjet kommunikationen mellem de involverede parter. Som en del af projektet har Hilde og kolleger også kigge på, hvordan de gode erfaringer med OLKWEB kan bruges i skoledelen, og her har der været fokus på at opøve elevernes dokumentations- og refleksionskompetencer. Endvidere lagde Hilde vægt på samtale-i-handling som et supplement til Schöns refleksion-i-handling.

Hilde er sammen med svenske kolleger, og min NCE-kollega, Ole Dibbern Andersen involveret i et Nordplus projekt, der netop handler om styrket skole-praktiksamspil. Ole har i den anledning allerede spurgt, om vi i vores projekt kunne tænke os at blive inddraget på en eller anden måde, så det fik jeg også en snak med Hilde om. Jeg synes det kunne være meget spændende at se nærmere på dette og ville sætte stor pris på at få et eller andet samarbejde med Hilde, da vi har en række fælles forskningsinteresser – og så er hun en meget sympatisk kvinde.

omsl.Pedagogisk_AksjonsforskningHilde Hiim & Eva Schwencke (HiOA) præsenterede delresultater fra paraplyprojektet Relevant yrkesutdanning og yrkesfaglærerutdanning (ReCarol). I projektet fokuseres bl.a. på den manglende sammenhæng, der kan være mellem uddannelsesindhold og de kvalifikationsbehov, der er i erhvervene. Det er et stort projekt og der var mange pointer, men det som interesserede mig mest i denne sammenhæng, var den aktionsforskningsmæssige tilgang, og den måde, hvorpå denne bliver anvendt til at inddrage de studerende (erhvervsskolelærerne på Masterniveau).

Det er en tilgang, som vi i projektet har drøftet som en mulighed i vores videre arbejde og ifm. med DEP valgmodulet Praksisrelateret undervisning, som min projekt-kollega Carsten og jeg skal afvikle sammen for første gang her i efteråret 16. Så Hilde og kollegers arbejde, er bestemt også noget,som vi kommer til at kigge nærmere på.

SkillsTools Jan Erik Heimdal‘s (HiOA) fortalte i en af pauserne om SkillsTube, der er en del af et større EU-projekt, hvor video bruges til at dokumentere individuelle præstationer i henhold til ECVET. Også her er fokus på best practice og tavs viden, og det lyder som om, det hænger fint sammen med de pointer Per havde om anerkendelse af kompetencer. Ud over en flyer om projektet, blev jeg ikke så meget klogere, men det lyder også som noget, der skal undersøges nærmere.

Sidst, men ikke mindst havde jeg sammen med min NCE-kollega, Dorrit Sørensen, også en god pausesnak med Lázaro Moreno Herrera (Stockholm Universitet) om bl.a. design, didaktisk design og anvendelsen af begrebet didaktik på engelsk. At diskutere begreber er, som jeg også skrev om ifm. Designs for Learning konferencen, en del af forskningens DNA. Det, der var særlig interessant ved at diskutere dette med Lázaro var, at han faktisk er en af de forskere, som konsekvent anvender begrebet didactics, når han skriver på engelsk – se fx. dette særnummer af IRJVET, hvor Lázaro har bidraget med flere artikler. Det er ellers alment accepteret i flere forskningsfelter, at man som forsker ikke bruger didactics, når man kommunikerer på engelsk, idet begrebet har meget negative konnotationer blandt især amerikanere og englændere. Problemet er imidlertid, som jeg ser det, at hvis vi (især europæiske) forskere undlader at bruge begrebet, er der risiko for, at vi negligerer vores historie og pædagogisk-filosofiske fundament for i det hele taget at tænke og praktisere skole og uddannelse, og det gør det, efter min mening, også vanskeligt at italesætte og indtænke dannelse. Det er imidlertid en vanskelig og længere diskussion, som jeg vil vende tilbage til på et andet tidspunkt. Lázaro er i øvrigt kollega med Staffan Selander, som er en del af forskningsmiljøet omkring Designs for Learning (både konferencerne og den tilknyttede journal), og vi talte om muligheden for, at Dorrit, jeg og andre NCE-kolleger kan tage til Stockholm og besøge dem, hvilket kunne være virkelig spændende og lærerigt.

Torsdag eftermiddag var vi alle på rundvisning i det nye museum for pop, rock og ungdomskultur, Ragnarock, i Roskilde. Det var en helt fantastisk oplevelse og kan varmt anbefales. Stedet emmer af engagement, professionalisme og kærlighed til musikken og de smukke unge mennesker. Centalt i udstillingen står et kæmpe læderhjerte, og det fik mig til at tænke på Den Lille Prins’ vise ord om, at vi skal have hjertet med – også når vi forsker og ikke mindst når vi uddanner :-)

LeCaeur

Det var tre dejlige, inspirerende og lærerige dage med skønne mennesker og virkelig god mad ;-) Så stor tak til alle deltagere, og ikke mindst til mine seje NCE-kolleger, Henrik, Julie & Lisbeth som sørgede for at gøre #NordYrk2016 til en succes.

/Marianne

*) Hvis der skulle være nysgerrighed ift. hvad dannelse kan være for en størrelse i en erhvervspædagogisk kontekst, kan jeg anbefale Ruhi Tysons afhandling “Vocational Bildung in action“.

Deltagelse på NordYrk 2016 konferencen

NordYrk_logo 8.-10. juni deltager jeg (Marianne) igen som repræsentant for projektet på en forskningskonference – denne gang på NordYrk, den årlige Nordiske konference for erhvervsuddannelsesforskere.

NordYrk er et nordisk forskernetværk om erhvervspædagogik og erhvervsdidaktik. Deltagerlande er Norge, Sverige, Finland, Danmark og Island. De nationale erhvervspædagogiske forskningsmiljøer er små, og det er derfor vigtigt på tværs af landene at samarbejde om at styrke og formidle forskning i erhvervsuddannelserne og erhvervspædagogik, samt at udvikle og styrke uddannelse af erhvervsuddannelseslærere. (citat fra hjemmesiden)

I år er det os selv, dvs. NCE, og i særdeleshed mine kolleger Henrik Hersom, Lisbeth Magnussen & Julie Krastoft-Christensen, der har arrangeret konferencen, som kommer til at foregå på Octavia i Roskilde. 114 deltagere har meldt deres ankomst, og programmet kan ses her.

Konferencens tema er i år “Fælles nordiske udfordringer”, og i forskningsprojektet deltager vi med et dansk paper om erhvervsskolelæreres udfordringer med at skabe betingelser for transfer og grænsekrydsning. Paperet er baseret på de samme seks interviews, som dannede baggrund for vores engelske paper til Designs for Learning konferencen, som er beskrevet her og her. Derfor er der også et vist overlap mellem de to papers, men det danske er lidt længere og inkluderer bla. en oversigt over fire dominerende transfertilgange, som vi tidligere har beskrevet her. Herudover er der eksempler på de udfordringer, som de interviewede lærere oplever, og vi runder af med at pege på fire potentielle udfaldsrum af lærernes pædagogiske-didaktiske bestræbelser. Abstract for paperet lyder som følger:

På baggrund af seks enkeltinterviews, sætter vi i dette paper fokus på erhvervsskolelæreres erfaringer med at skabe betingelser for transfer i skole-praktiksamspillet. Transferforskning er ikke noget nyt felt, men den konstante interesse vidner om et komplekst fænomen. Konkola et al. (2007) identificerer fire perspektiver, som har vundet indflydelse i den nyere transferforskning, heriblandt det aktivitetsteoretiske perspektiv, som bygger på en horisontal forståelse af læreprocesser. I en horisontal forståelse studeres læring som en proces, der foregår i og imellem sociokulturelle systemer, mens en vertikal forståelse fokuserer på læring inden for et enkelt system (Akkerman & Van Eijck, 2013).

De seks interviews er gennemført og analyseret med udgangspunkt i tredje generations Aktivitetsteori (Konkola et al., 2007; Tuomi-Gröhn; Engeström & Young, 2003), hvor transfer opfattes som en horisontal læreproces, der betegnes som grænsekrydsning i og imellem forskellige kontekster i et systemisk og dialektisk perspektiv. Selve grænsekrydsningen har til formål at etablere kontinuitet i handlinger og interaktioner på tværs af sociokulturelle forskelle. I Aktivitetsteori udgør to systemers samspil den mindste analytiske enhed, og hvert system består af seks indbyrdes afhængige elementer, mens systemerne ideelt set kobles sammen gennem såkaldte grænseobjekter (ibid.).

Analysen peger på, at erhvervsskolelærerne har erfaringer med at planlægge og gennemføre undervisning, der skaber betingelser for både vertikale og horisontale læreprocesser. Der er pædagogiske-didaktiske udfordringer forbundet med begge typer af processer, og analysen peger på udfordringer både mellem elementer internt i systemerne og imellem systemerne. I forlængelse af analysen, præsenteres fire potentielle udfaldsrum i forhold til at skabe transfer og/eller grænsekrydsning. Paperet afsluttes med at pege på fremtidige forskningsmuligheder.

Abstracts og symposium kan ses her, mens papers kan ses her (vores er paper nr. 6, s. 15-21).

Jeg skal præsentere paperet i en dobbelt session, hvor Vibe Aarkrog (AU) også skal præsentere, og da Vibe er en af de danske transferforskere, som vi bla. er inspireret af i projektet, ser jeg virkelig frem til det. Jeg ved, at Vibe også kommer til at tale om vertikal vs. horisontal læring, så det bliver interessant at høre hendes syn på dette. Jeg tænker også, at vi kommer til at diskutere transfertilgange, og her er jeg faktisk ikke sikker på, at Vibe er helt enig i den ovenfor nævnte oversigt – så jeg forventer, at vi får nogle spændende og lærerige drøftelser!

Det er tredje gang, at jeg deltager på NordYrk konferencen, og da forskningsmiljøerne omkring EUD, som nævnt er relativt små, så er det lidt som at deltage i en bedre fætter-kusinefest :-)

/Marianne