Den Digitale Erhvervsskole 5.0 – ses vi?

For femte år i træk inviterer Praxis -Erhvervsskolernes Forlag i samarbejde med Danske Erhvervsskoler og -gymnasier, Uddannelsesforbundet og Handelsskolernes Lærerforening til konference om Den Digitale Erhvervsskole. Konferencen foregår 12.- og 13. oktober i Odense Congress Center. Invitation, inkl. program og workshopbeskrivelser kan ses her.

I år er konferencen en opfølgning på det materiale om Den Digitale Erhvervsskole, som Uddannelsesforbundet, HL og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier sendte ud til erhvervsskolerne i foråret. Materialet består bl.a. af en plakat, der visualiserer den digitale erhvervsskole. Plakaten er tænkt som et dialogværktøj, der kan bruges til at få sat diskussioner om centrale temaer igang mellem ledere og lærere indbyrdes. Plakaten kan downloades i stor størrelse her. Det er muligt at finde inspiration til de forskellige temaer i plakaten, hvis man scanner de forskellige QR-koder*.

Plakaten viser ialt 12 forskellige temaer, der kan tages op til diskussion, og på selve konferencen vil der være fokus på flere af temaerne. Jeg er selv inviteret til at holde 2 x workshop inden for temaet Samarbejde med virksomheder, hvor jeg vil sætte fokus på nogle af de erfaringer, som vi har gjort os i forskningsprojektet. I år er vi workshopholdere blevet bedt om at lave en ganske kort pitch om vores workshops, som deltagerne så kan vælge ud fra – og min kan ses herunder:

Ud over workshops med fokus på digitaliseringserfaringer fra mange forskellige erhvervsskoler, er Professor Ole Sejer Iversen (AU) inviteret til at holde plenumoplæg om  Digital dannelse i en erhvervsrettet kontekst. Iversen og to af hans kolleger, Christian Dindler & Rachel Charlotte Smith, er lige på trapperne med en ny bog om Digital teknologi og design i undervisningen. Bogen er, som jeg har forstået det, blevet til på baggrund af forskningserfaringer gjort ifm. Fablab@school projektet og er i udgangspunktet rettet mod Folkeskolen. Jeg er dog ikke i tvivl om, at flere af de kortlagte erfaringer med fx digital fabrikation og design kan generaliseres, så jeg ser virkelig frem til at høre Iversens tanker omsat til en erhvervsrettet kontekst – måske ses vi?

Der er tilmeldingsfrist til konferencen d. 02. oktober, så det kan stadig nås – se mere her.

/Marianne

UPDATE: Her er de slides, som jeg brugte:

*) Alternativt kan man besøge DEGs hjemmeside om digitalisering, hvor der også er links til de 12 temaer:
  1. Digital dannelse
  2. Digital strategi
  3. Samarbejde med virksomheder
  4. Administrative værktøjer
  5. Læring i praksis
  6. Virtuelle læringsrum
  7. Læringsplatforme
  8. Erhvervs-, fag- og almenfaglige teknologier
  9. Digitale læremidler
  10. Faglig udvikling gennem teknologier
  11. Digitale evalueringer
  12. Digitale relationer
Til hvert tema er der formuleret en række spørgsmål, som kan hjælpe med at sætte diskussionerne i gang.
Reklamer

Tværgående samarbejde er nødvendigt ift. digitalisering i EUD

FP_logo

I sommer skrev jeg (Marianne) en stafet i Forsker-praktikernetværket, hvor jeg efterlyste mere forskning om digitalisering i og af EUD. Mit indlæg var egentlig stilet til ministeriet/STIL, men nu har Arnt Louw fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet ført stafetten videre i et rigtig godt indlæg, der kan læses i sin fulde længde her.

Louw skriver bl.a.:

Digitalisering er ikke et mål i sig selv, og udfordringen består således ikke i at løbe efter øget digitalisering, som et succeskriterie i sig selv, men i højere grad om mere målrettet og klog digitalisering af EUD til gavn for elevernes læring.

Jeg er ikke overraskende meget enig, og jeg deler Louws bekymring om, at hvis vi ikke får skabt ordentlig viden på området, så risikerer vi at gentage de “børnesygdomme” eller ureflekterede investeringer og tiltag, der har præget andre uddannelsesområder.

Som Louw også skriver, så ved vi, at der er rigtig mange spændende tiltag i gang ude på erhvervsskolerne, hvor der vedholdende eksperimenteres med erhvervspædagogisk it i undervisnings- og læreprocesser. Udfordringen er dog bla., at der ikke samles op på disse tiltag, hvilket alt andet lige gør det vanskeligt at sprede ny viden og gode tiltag.

EUD er i det hele taget et meget lille felt inden for den danske uddannelsesforskning, og Louw kommer derfor også med denne opfordring, som jeg støtter fuldt ud:

… disse spørgsmål kalder på viden. Og her tror jeg det kunne være gavnligt, at de relativt få erhvervsfaglige miljøer der er i Danmark, i højere grad tænkte i etablering af tværgående forskningssamarbejder, der kan tilvejebringe den kontinuitet og brede forankring af den forskningsbaserede viden, som Christian Helms Jørgensen efterlyser i en tidligere stafet. Ud fra et fælles mål om at bevæge feltet fremad, og udvikle pædagogikken på EUD til gavn for eleverne. (min fremhævelse)

Ved at samarbejde forskningsmiljøerne imellem ville vi uden tvivl kunne dække den komplicerede udfordring med anvendelse af erhvervspædagogisk it og digitalisering langt bedre, end vi er i stand til i dag.

Ud over tværgående samarbejder blandt forskere, vil jeg også advokere for, at der etableres en form for Special Interest Group (SIG) som skulle arbejde mere målrettet med dette tema løbende og som med fordel kunne involvere andre parter. En sådan SIG kunne måske knyttes til Forsker-praktikernetværket og dermed også have deltagelse af flere interessenter (ledere, lærere og organisationer) end lige os forskere. Jeg har allerede været i dialog med bla. Christoffer Jørgensen fra HL om dette, og jeg ved, at Uddannelsesforbundet* også er meget opmærksomme på udfordringerne og potentialerne ift. digitalisering i EUD. Herudover er det naturligvis også vigtigt at lytte til elevernes repræsentanter.

Tidligere på året, var Christoffer Jørgensen i øvrigt medforfatter på et debatindlæg om digitalisering i EUD, og i den forbindelse blev der også lagt op til at få etableret en form for køreplan baseret på tværgående samarbejde i sektoren. Om forskellige tiltag kan/skal kombineres eller ej, har jeg ikke lige taget stilling til, men i en tid med knappe ressourcer, er der ingen tvivl om, at det giver det ekstra god mening at samarbejde.

Så hermed en invitation til dialog om, hvordan vi sammen kommer videre!

/Marianne

*) Se fx dette nummer af Uddannelsesbladet