Konference om EUD-reformen 1/11 – workshop om it og transfer

FP_logoDer er stadig ledige pladser til Forsker-Praktikernetværkets årlige EUD-konference d. 1. november 2016, som denne gang er tilrettelagt i samarbejde med EUD-udvalget. Temaet er hvorvidt EUD-reformen har givet et kvalitetsløft.

På programmet er bla. KORA og EVA, der vil komme med et statustjek på baggrund af deres følgeforskning ift. implementering af reformen. Mine NCE-kolleger, Peter Koudahl og Peder Hjort-Madsen vil komme med et bud på, hvad reformen har betydet for lærerrollen og så vil det være muligt at deltage i forskellige workshops. Se hele programmet og alle workshopbeskrivelser her.

Jeg holder også workshop (nr.4), denne gang med fokus på de udfordringer og muligheder, der ligger i at anvende it som transferværktøj – jvf. beskrivelsen her:

På baggrund af et aktuelt forskningsprojekt, giver Marianne Riis fra Metropol/NCE et kort oplæg om foreløbige resultater i forhold til EUD-læreres transferforståelser og -praksisser i undervisningen gennem brug af it. Herefter lægges der op til to øvelser. I den første øvelse er formålet at identificere faktorer, der har betydning for, hvorvidt der kan skabes betingelser for transfer i undervisningen. I den anden øvelse er formålet at identificere it-værktøjer, der kan benyttes i undervisningen i forhold til fire specifikke transferprocesser: identifikation, koordination, refleksion og transformation. Begge øvelser tager udgangspunkt i didaktiske modeller udviklet i projektet.

Min kollega, Carsten Lund Rasmussen og jeg er i øjeblikket ved at afprøve disse modeller med EUD-lærerstuderende på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik, og vi er allerede blevet klogere på modellernes svagheder og styrker! Det bliver derfor vældig interessant at opleve, hvordan andre EUD-aktører reagerer på disse modeller – som kom endelig og vær med :-)

Der er tilmelding til konferencen her deadline 24. oktober 2016!

/Marianne

Reklamer

EUD-debat på Folkemødet 2016

Torsdag d. 16. og fredag d. 17. juni 2016 var jeg (Marianne) til Folkemødet på Bornholm, hvor jeg var inviteret til at deltage i to debatter om EUD.

Det var mit første folkemøde og faktisk også mit første besøg på Bornholm, så jeg var glad for at kunne følges rundt med min NCE-kollega, René Bloch Nordin, som har boet mange år på øen. René og min anden NCE-kollega, Hans Jørgen Knudsen, var på Folkemødet sammen med en flok EUD-ledere fra det såkaldte SAMlær samarbejde, som havde valgt at lægge deres traditionelle 12/12-seminar på Bornholm. SAMlær er et samarbejde mellem EUC Nord, Tradium, IBC, EUC Syd, Kold College, Svendborg Erhvervsskole, CELF, Selandia og Campus Bornholm (som var vært).

Jeg ankom torsdag eftermiddag og brugte tiden på at gå rundt med René og Nadja Hviid (Udviklingschef, EUC Nord) for at få en fornemmelse af Folkemødet, som er spredt over et større område på begge sider af Allinge Havn og fint integreret i forskellige dele af byen. Om aftenen mødtes vi alle og spiste sammen, og vi overnattede i et par fælles huse i Gudhjem. Undervejs drog vi fordel af både Renés og Jens Peter Kofoeds (Afdelingsleder, Campus Bornholm) viden og sjove ankedoter om både Folkemødet og Bornholm.

René og nogle af SAMlær-lederne.

Jeg var rigtig glad for at opleve øen i solskin og for at få lejlighed til at snakke med SAMlær-flokken om stort og småt, der rører sig på erhvervsskolerne. Det er en gruppe meget engagerede ledere, som i øvrigt længe har interesseret sig for og arbejdet med digitalisering og pædagogisk it på deres skoler.

Fredag formiddag havde Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM) inviteret mig til at deltage i en debat med titlen “På plads med reformen?” I debatten deltog også Mie Hovmark (EEO), Lone Hansen (TEC) og Lone Folmer (DI).

Debatten skete på baggrund af en dugfrisk undersøgelse* som DCUM har udarbejdet i samarbejde med konsulenthuset Signal. Ledere, lærere og elever fra 19 erhvervsskoler, der alle udbyder grund- og hovedforløb har deltaget i en survey, hvor der bla. er blevet spurgt ind til skolernes fysiske rum og rammer, praksisnær undervisning og muligheder for at skabe og rumme fællesskaber og åben skole.

Det er vanskeligt at gengive en times debat, men en af de pointer jeg husker bedst, var Hovmarks understregning af, at EUD-elever naturligvis også ønsker hinandens fællesskab, både socialt og fagligt, og at dette er også er meget vigtigt at tænke over og handle på i forhold til praktikperioderne, hvor især de meget unge EUD-lærlinge godt kan føle sig ensomme. Her blev muligheden for at danne lærlingekollegier bragt på banen som en spændende løsning. Hovmark var meget begejstret for praksisnær undervisning, især når den resulterede i konkrete, skabende og relevante processer og produkter. Samtidig var Hovmark dog bekymret for, at netop den praksisnære undervisning kan risikere at blive nedprioriteret som følge af øgede reformkrav og vanskelig økonomi. Adspurgt, hvad lærerne efterspørger når det drejer sig om praksisnær undervisning, nævnte jeg inspiration og gode eksempler, hvortil muligheden for korte virksomhedsforløb kunne være en del af løsningen. Min NCE-kollega Merete Hende har i samarbejde med Teknologisk Institut været involveret i et forsøgs- og udviklingsprojekt, hvor over 20 erhvervsskoler, heriblandt TEC, har eksperimenteret med at sende lærerne ud i kortere virksomhedsforløb. Det har bla. givet en række gode resultater i forhold til at øge lærernes indsigt i hvilke kompetence- behov, der efterlyses i praksis, hvilket dermed også kan inspirere til mere praksisnær undervisning – se slutrapport og bilag her.  Det var alt i alt en god og livlig debat med konstruktive forslag til, hvordan erhvervsskolerne kan komme endnu bedre på plads i forhold til reformens målsætninger. Det var også dejligt at opleve de tre kvinders dybe engagement i EUD og det erhvervsfaglige felt, som de alle tydeligvis brænder for.

Fmdk_4

Debat med Lone Hansen, Mie Hovmark & Lone Folmer

Samtidig med vores session havde KORA en lignende debat med titlen “Har vi fået bedre erhvervsskoler efter reformen?”.  KORA, Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og Danmarks Statistik er i gang med en række undersøgelser om, hvordan reformens implementering forløber, og hvilken effekt reformen har. I den forbindelse har de netop udgivet en baselineundersøgelse om hovedforløbet, hvor der bla. også er fokus på undervisningsmiljø, undervisningskvalitet og samspil mellem skole og praktik. Rapporten kan ses her.

Fmdk_5Fredag eftermiddag var jeg inviteret af Handelsskolernes Lærerforening (HL) til at deltage i en debat med titlen “Er fremtidens lærer en app?”. I debatten deltog også Christine Antorini (Socialdemokraterne) Alex Ahrendtsen, (Dansk Folkeparti), Lars Kunov (Danske Erhvervsskoler), Laurits Rønn (Dansk Erhverv), Dorte Lange (Danmarks Lærerforening) og min egen rektor, Stefan Hermann.

Som tidligere beskrevet, har bla. HL, Dansk Erhverv, Kunov og Hermann været medforfattere på et debatoplæg om digitalisering af erhvervsuddannelserne, hvor det foreslås, at der dannes en alliance mellem forskellige aktører indenfor EUD-området, tilbagerulning af besparelser og udtænkning af en konkret køreplan for digitalisering. En ambitiøs plan, som skal balancere passende mellem effektivisering og kvalitetsudvikling.

Igen er det vanskeligt at gengive en times debat, men jeg startede selv med at understrege, at vi faktisk har forbavsende lidt forskningsviden om digitalisering i EUD. Til gengæld har vi en del viden fra forsøgs- og udviklingsprojekter og diverse undersøgelser fra fx EVA. Mangel på forskningsbaseret viden på området blev eksempelvis også meget tydeligt sidste år, da Styrelsen for It og Læring (STIL) udgav en strategi for den digitale erhvervsuddannelse, hvor der i bilagsmaterialet blev refereret til erfaringer fra andre uddannelsesområder og udlandet. Pointen hermed er, at vi ikke indenfor EUD, på samme måde som fx folkeskolen, kan stille os oven på en masse “sikker viden” om potentialerne i og konsekvenserne af digitalisering.  Omvendt fremhævede Hermann netop den viden, der findes indenfor folkeskolen og på gymnasieområdet og anbefalede, at vi tager ved lære deraf. Debatten bar generelt præg af den manglende viden på EUD-området, idet langt de fleste paneldeltagere kom med eksempler fra især folkeskolen, når de skulle være konkrete.

Jeg er for så vidt enig med Hermann i, at der ikke er nogen tvivl om, at der er noget at lære fra andre uddannelsesområder, men min erfaring med erhvervsskolelærere er, at de er godt trætte af altid at høre argumentation baseret på folkeskolen i forhold til deres EUD-praksis og kontekst. Så min stille bøn til politikere, beslutningstagere og meningsdannere i øvrigt vil være, at de anerkender og respekterer EUD’s særpræg og taler ind i og om EUD på disse uddannelsers egne præmisser. Lærerengagement og ejerskab i den udvikling, som panelet ønsker i forhold til digitalisering, kræver at lærerne kan se mening og relevans, og allerhelst i forhold til deres specifikke fag  – og det kan godt blive meget vanskeligt, hvis referencen fortsætter med at være andre uddannelsesområder. Det samme må også siges at gøre sig gældende for elevernes vedkommende, og netop elevernes med- og modspil, tænker jeg bør være en drivende kraft i en sådan udvikling. Kunov var heldigvis rigtig god til hele tiden at tale ind i EUD-konteksten og nævnte bla. den pædagogiske ledelses betydning i forhold til digitalisering. Der var i panelet bred enighed om, at øget digitalisering kræver en kulturforandring, at processerne ikke kan baseres på ildsjæle alene, og at det er nødvendigt med en stærk ledelsesopbakning. Og selv om der var mange forventninger til både effektiviserings- og kvalitetspotentialet i forbindelse med digitalisering, var der ingen i panelet, som ønskede fremtidens lærer erstattet af en app!

Det var sjovt og lærerigt at deltage på Folkemødet, både som tilskuer og som debattør, så stor tak til både DCUM og HL for invitationen. Jeg fik et godt indtryk af hvad, der kan være interessant at deltage i (i begge roller), og er især meget positiv overfor netværksdelen af sådan et arrangement. Ud over de mange gode samtaler om EUD, var det også rigtig fint at opleve, hvordan eleverne og deres repræsentanter fra alle organisationerne kontinuerligt tog ansvar for og engageret deltog i debattene omkring udvikling af deres uddannelser og skoler/institutioner. Og så er Bornholm absolut et besøg værd – uanset vejret ;-)

Fmdk_7

Skøn udsigt fra vores overnatning i Gudhjem.

/Marianne

*) Hele rapporten om undersøgelsen offentliggøres i august.

Refleksioner over NordYrk2016 konferencen

NordYrk_logoSom tidligere beskrevet deltog jeg (Marianne) i NordYrk 2016 konferencen i dagene 8.-10. juni. Konferencen foregik i Roskilde på Octavia som er et kursus- og konferencecenter tilknyttet erhvervsskolen ZBC.

Programmet kan ses her, alle papers kan findes her og jeg har tidligere skrevet om vores bidrag her.

Torsdag d. 9. juni præsenterede jeg nogle af resultaterne fra vores forskningsprojekt via disse slides:

På NordYrk er det kutyme, at deltagerne præsenterer på deres eget sprog, hvilket jeg så også havde valgt at gøre. Det viste sig desværre, at der var store sproglige udfordringer, også selv om jeg forsøgte at tale m e g e t langsomt. Så det var begrænset, hvad jeg fik af feedback. Faktisk var de fleste spørgsmål af opklarende karakter, så det var en lidt ærgerlig oplevelse. På sidste års NordYrk konference havde min kollega, Palle og jeg en lignende oplevelse, så hvis jeg/vi vælger at deltage en anden gang, bliver det under forudsætning af at præsentationen kan være på engelsk. I år var alle plenumoplæg på engelsk, men der er mange medlemmer af NordYrk-netværket som synes det vil være synd og skam, hvis det kommer til at gælde alle oplæg. Selv om jeg da synes, at det er hyggeligt, at vi kan tale “nordisk” sammen, så synes jeg trods alt, at det er vigtigere, at vi forstår hinanden.

NordYrk16_Vibe

Det andet oplæg i min session var af Vibe Aarkrog (AU), der i sin aktuelle forskning har ladet sig inspirere af den franske matematik-didaktiker Guy Brousseau, som står bag Teorien om Didaktiske Situationer (TDS).

Iflg. Brousseau består et didaktisk design af to typer af situationer, hhv. didaktiske og a-didaktiske, hvor eleven i sidstnævnte overtager og skal arbejde selvstændigt og/eller med andre elever omkring opgaver, som læreren har tilrettelagt. Selve forløbet af det didaktiske design, kan opdeles i 5 faser, hvor eleven/eleverne arbejder uden læreren i de midterste tre. Lærerens rolle består således primært i at igangsætte og opsamle (det er naturligvis en forsimpling af en kompleks teori fra min side af pladshensyn).

Vibe havde analyseret empiri indhentet på en SoSu-skole og fundet, at TDS er brugbar, og at eleverne oplevede en sammenhæng mellem de forskellige faser i det didaktiske design, hvorfor teorien også bliver interessant ift. vertikal transfer. Brousseau’s ideer er, på dansk, bla. beskrevet i “Didaktiske elementer – en indføring i matematikkens og naturfagenes didaktik“.

Ud over at præsentere, hørte jeg alle plenumoplæg og deltog i en række sessioner, og her følger et lille udpluk med fokus på, hvad jeg tog med hjem som inspiration.

NordYrk16_AnnaAnna Hagen Tønder (Fafo) havde i sit plenumoplæg valgt at se nærmere på “Integrating workplace learning in VET” i en Norsk kontekst. I Norge er erhvervs-uddannelser organiseret i en såkaldt 2+2 model, hvor eleverne først er 2 år på skole, derefter 2 år ude i virksomhederne. Selv om det er en anden organisering, end den vi har i Danmark, bed jeg særligt mærke i to ting i Annas konklusion: 1) vigtigheden af at skabe samarbejde og tillid mellem skoler og virksomheder, og 2) erkendelsen af, at grænsekrydsning ikke kun kan være en udfordring for eleverne, men også for lærerene og oplærerne (jf. den blå ramme, som jeg har sat ind). Så selv om vi har forskellige organiseringsmodeller på tværs af landende, bakser vi med mange af de samme udfordringer.

RecognitionPriorLearning Per Andersson (Lindköping Universitet), holdt et meget interessant plenumoplæg med titlen “Recognition of prior learning vs. vocational education and training – links in a chain or strands in a rope?”.

Per skelnede mellem recognition of prior learning med hhv. store bogstaver, RPL og små bogstaver, rpl, hvor førstnævnte svarer til den real-kompetence-vurdering vi kender så godt fra erhvervsskolerne. Pers pointe var, at udover den gængse RPL, der jo foregår før uddannelsesstart, er det også vigtigt at anerkende elevers kompetencer løbende, altså rpl, som en integreret del af de daglige læreprocesser. Som sådan oplevede jeg Per tale for, at alle elevers erfaringer og viden bør anerkendes og danne udgangspunkt for undervisningen i langt højre grad end det er tilfældet i dag. En anden pointe var, at det læringsmæssige potentiale ikke må glemmes ifm. RPL; anerkendelse handler ikke kun om kortlægning, men også om anvendelse.

For mit vedkommende satte Pers oplæg en masse tanker i gang ift. hvordan vi selv, på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP), indhenter og anvender viden om deltagernes kompetencer og de potentielle udviklingsmuligheder, der må følge heraf. Men herudover tænker jeg også, at rpl er vigtig ift. transfer- og grænsekrydsningprocesser, så det er bestemt noget, som jeg vil kigge nærmere på. Per har publiceret en lang række artikler om emnet og skrevet og bidraget til flere bøger – udover den viste.

NJVET-2Per er i øvrigt også redaktør på The Nordic Journal of Vocational Education and Training (NJVET).  I forbindelse med den traditionelle konferencemiddag havde jeg lejlighed til at tale med Per om bla. det publiceringskrav, der præger forskningsarbejdet på universiteterne på godt og ondt. Det er naturligvis godt, at forskning publiceres og dermed potentielt spredes til de, som kan have gavn heraf, men der er også risiko for at der “publiceres for publiceringens skyld”, at forskningskvaliteten falder, og at universitetsforskere presses urimeligt.

Jeg er i hvert fald glad for, at vi på professionshøjskolerne ikke er underlagt et sådant krav. Artikelskrivning og publicering er en tidskrævende og langstrakt aktivitet, som bedst lader sig gøre i veletablerede forskningsmiljøer, hvor der er de rette rammer og ressourcer, og i den henseende oplever jeg, at vi stadig er i en opbygningsfase.

NordYrk16_ChristianChristian Helms Jørgensen (RUC) leverede også et virkelig interssant plenumoplæg om “Dilemmas for policy and pedagogy in vocational education in the Nordic countries.”

Christian har i regi af Nord-Vet forskningsprojektet The future of Vocational Education – Learning from the Nordic countries, bla. lavet en komparativ analyse af den måde, hvorpå vi bedriver erhvervsskole og vilkårene herfor i især de Nordiske lande. Christian viste en meget tankevækkende oversigt over tre dominerende modeller for erhvervsuddannelse:

  1. En markedsbaseret model (især dominerende i England og USA), hvor der er et arbejdsmarkedsrationale og virksomhederne afgør formål, mål og indholdet af uddannelsen. Nøgleordet her er beskæftigelse.
  2. En statsledet model (især dominerende i Finland og Sverige), hvor der er et borgerskabsrationale og staten afgør formål, mål og indhold. Nøgleordet her er empowerment.
  3. En erhvervsmæssig selvstyrende model (især dominerende i Norge og Danmark), hvor der er et professionaliseringsrationale og arbejdsmarkedets organisationer afgør formål, mål og indhold. Nøgleordet her er professionalisme.

Som Christian pointerede, så er der i praksis sjældent tale om rene modeller, men ofte et mix med forskellig overvægt. Det virkelig interessante er naturligvis, hvilke muligheder for at bedrive erhvervsskole de forskellige organiseringer lægger op til og rammesætter. Her tænker jeg også på mere almene kundskaber og dannelse, som umiddelbart har de bedste vilkår i borgerskabsmodellen. Der er i øjeblikket stor fokus på dannelse i folkeskole- og gymnasiedebatten i Danmark, og her fik Christians oplæg mig til at overveje, hvordan vi kan øge fokus på den dannelse, der rent faktisk også sker i erhvervsuddannelser og som, i min erfaring, også efterspørges af de danske virksomheder? Jeg har ikke umiddelbart nogle nemme eller hurtige bud, men det er noget, som vi ofte drøfter internt i NCE, og Christians oplæg har givet yderligere stof til eftertanke*.

NordYrk16_HildeWHilde Witsø (Universitetet i Agder) præsenterede nogle meget spændende resultater fra et forskningsprojekt, der ligesom vores også undersøger muligheden for at skabe bedre skole-praktiksamspil – bl.a. gennem brug af ikt-medierede artefakter.  Hilde havde i sin præsentation fokus på, hvordan elever klædes på til deres arbejdsopgaver som lærlinge, og hvordan især tavs viden spiller en rolle i denne sammenhæng (jf. modellen til venstre).

I forskningsprojektet har Hilde og hendes kolleger bl.a. kigget på brugen af ikt-værktøjet OLKWEB, der fungerer som grænseobjekt mellem elev, lærer og oplærer. Som jeg opfattede det, minder OLKWEB meget om det dialogværktøj, som TUR er ved at udvikle på transportområdet ifm. projektet “Succes på Vejen”. Hilde fortalte, at OLKWEB har vist sig at være et godt hjælpemiddel til at styrke lærlingens lærings- og arbejdsvaner, samt forståelsen af arbejdsopgaver. Samtidig strukturerer og styrker værktøjet kommunikationen mellem de involverede parter. Som en del af projektet har Hilde og kolleger også kigge på, hvordan de gode erfaringer med OLKWEB kan bruges i skoledelen, og her har der været fokus på at opøve elevernes dokumentations- og refleksionskompetencer. Endvidere lagde Hilde vægt på samtale-i-handling som et supplement til Schöns refleksion-i-handling.

Hilde er sammen med svenske kolleger, og min NCE-kollega, Ole Dibbern Andersen involveret i et Nordplus projekt, der netop handler om styrket skole-praktiksamspil. Ole har i den anledning allerede spurgt, om vi i vores projekt kunne tænke os at blive inddraget på en eller anden måde, så det fik jeg også en snak med Hilde om. Jeg synes det kunne være meget spændende at se nærmere på dette og ville sætte stor pris på at få et eller andet samarbejde med Hilde, da vi har en række fælles forskningsinteresser – og så er hun en meget sympatisk kvinde.

omsl.Pedagogisk_AksjonsforskningHilde Hiim & Eva Schwencke (HiOA) præsenterede delresultater fra paraplyprojektet Relevant yrkesutdanning og yrkesfaglærerutdanning (ReCarol). I projektet fokuseres bl.a. på den manglende sammenhæng, der kan være mellem uddannelsesindhold og de kvalifikationsbehov, der er i erhvervene. Det er et stort projekt og der var mange pointer, men det som interesserede mig mest i denne sammenhæng, var den aktionsforskningsmæssige tilgang, og den måde, hvorpå denne bliver anvendt til at inddrage de studerende (erhvervsskolelærerne på Masterniveau).

Det er en tilgang, som vi i projektet har drøftet som en mulighed i vores videre arbejde og ifm. med DEP valgmodulet Praksisrelateret undervisning, som min projekt-kollega Carsten og jeg skal afvikle sammen for første gang her i efteråret 16. Så Hilde og kollegers arbejde, er bestemt også noget,som vi kommer til at kigge nærmere på.

SkillsTools Jan Erik Heimdal‘s (HiOA) fortalte i en af pauserne om SkillsTube, der er en del af et større EU-projekt, hvor video bruges til at dokumentere individuelle præstationer i henhold til ECVET. Også her er fokus på best practice og tavs viden, og det lyder som om, det hænger fint sammen med de pointer Per havde om anerkendelse af kompetencer. Ud over en flyer om projektet, blev jeg ikke så meget klogere, men det lyder også som noget, der skal undersøges nærmere.

Sidst, men ikke mindst havde jeg sammen med min NCE-kollega, Dorrit Sørensen, også en god pausesnak med Lázaro Moreno Herrera (Stockholm Universitet) om bl.a. design, didaktisk design og anvendelsen af begrebet didaktik på engelsk. At diskutere begreber er, som jeg også skrev om ifm. Designs for Learning konferencen, en del af forskningens DNA. Det, der var særlig interessant ved at diskutere dette med Lázaro var, at han faktisk er en af de forskere, som konsekvent anvender begrebet didactics, når han skriver på engelsk – se fx. dette særnummer af IRJVET, hvor Lázaro har bidraget med flere artikler. Det er ellers alment accepteret i flere forskningsfelter, at man som forsker ikke bruger didactics, når man kommunikerer på engelsk, idet begrebet har meget negative konnotationer blandt især amerikanere og englændere. Problemet er imidlertid, som jeg ser det, at hvis vi (især europæiske) forskere undlader at bruge begrebet, er der risiko for, at vi negligerer vores historie og pædagogisk-filosofiske fundament for i det hele taget at tænke og praktisere skole og uddannelse, og det gør det, efter min mening, også vanskeligt at italesætte og indtænke dannelse. Det er imidlertid en vanskelig og længere diskussion, som jeg vil vende tilbage til på et andet tidspunkt. Lázaro er i øvrigt kollega med Staffan Selander, som er en del af forskningsmiljøet omkring Designs for Learning (både konferencerne og den tilknyttede journal), og vi talte om muligheden for, at Dorrit, jeg og andre NCE-kolleger kan tage til Stockholm og besøge dem, hvilket kunne være virkelig spændende og lærerigt.

Torsdag eftermiddag var vi alle på rundvisning i det nye museum for pop, rock og ungdomskultur, Ragnarock, i Roskilde. Det var en helt fantastisk oplevelse og kan varmt anbefales. Stedet emmer af engagement, professionalisme og kærlighed til musikken og de smukke unge mennesker. Centalt i udstillingen står et kæmpe læderhjerte, og det fik mig til at tænke på Den Lille Prins’ vise ord om, at vi skal have hjertet med – også når vi forsker og ikke mindst når vi uddanner :-)

LeCaeur

Det var tre dejlige, inspirerende og lærerige dage med skønne mennesker og virkelig god mad ;-) Så stor tak til alle deltagere, og ikke mindst til mine seje NCE-kolleger, Henrik, Julie & Lisbeth som sørgede for at gøre #NordYrk2016 til en succes.

/Marianne

*) Hvis der skulle være nysgerrighed ift. hvad dannelse kan være for en størrelse i en erhvervspædagogisk kontekst, kan jeg anbefale Ruhi Tysons afhandling “Vocational Bildung in action“.

Deltagelse på NordYrk 2016 konferencen

NordYrk_logo 8.-10. juni deltager jeg (Marianne) igen som repræsentant for projektet på en forskningskonference – denne gang på NordYrk, den årlige Nordiske konference for erhvervsuddannelsesforskere.

NordYrk er et nordisk forskernetværk om erhvervspædagogik og erhvervsdidaktik. Deltagerlande er Norge, Sverige, Finland, Danmark og Island. De nationale erhvervspædagogiske forskningsmiljøer er små, og det er derfor vigtigt på tværs af landene at samarbejde om at styrke og formidle forskning i erhvervsuddannelserne og erhvervspædagogik, samt at udvikle og styrke uddannelse af erhvervsuddannelseslærere. (citat fra hjemmesiden)

I år er det os selv, dvs. NCE, og i særdeleshed mine kolleger Henrik Hersom, Lisbeth Magnussen & Julie Krastoft-Christensen, der har arrangeret konferencen, som kommer til at foregå på Octavia i Roskilde. 114 deltagere har meldt deres ankomst, og programmet kan ses her.

Konferencens tema er i år “Fælles nordiske udfordringer”, og i forskningsprojektet deltager vi med et dansk paper om erhvervsskolelæreres udfordringer med at skabe betingelser for transfer og grænsekrydsning. Paperet er baseret på de samme seks interviews, som dannede baggrund for vores engelske paper til Designs for Learning konferencen, som er beskrevet her og her. Derfor er der også et vist overlap mellem de to papers, men det danske er lidt længere og inkluderer bla. en oversigt over fire dominerende transfertilgange, som vi tidligere har beskrevet her. Herudover er der eksempler på de udfordringer, som de interviewede lærere oplever, og vi runder af med at pege på fire potentielle udfaldsrum af lærernes pædagogiske-didaktiske bestræbelser. Abstract for paperet lyder som følger:

På baggrund af seks enkeltinterviews, sætter vi i dette paper fokus på erhvervsskolelæreres erfaringer med at skabe betingelser for transfer i skole-praktiksamspillet. Transferforskning er ikke noget nyt felt, men den konstante interesse vidner om et komplekst fænomen. Konkola et al. (2007) identificerer fire perspektiver, som har vundet indflydelse i den nyere transferforskning, heriblandt det aktivitetsteoretiske perspektiv, som bygger på en horisontal forståelse af læreprocesser. I en horisontal forståelse studeres læring som en proces, der foregår i og imellem sociokulturelle systemer, mens en vertikal forståelse fokuserer på læring inden for et enkelt system (Akkerman & Van Eijck, 2013).

De seks interviews er gennemført og analyseret med udgangspunkt i tredje generations Aktivitetsteori (Konkola et al., 2007; Tuomi-Gröhn; Engeström & Young, 2003), hvor transfer opfattes som en horisontal læreproces, der betegnes som grænsekrydsning i og imellem forskellige kontekster i et systemisk og dialektisk perspektiv. Selve grænsekrydsningen har til formål at etablere kontinuitet i handlinger og interaktioner på tværs af sociokulturelle forskelle. I Aktivitetsteori udgør to systemers samspil den mindste analytiske enhed, og hvert system består af seks indbyrdes afhængige elementer, mens systemerne ideelt set kobles sammen gennem såkaldte grænseobjekter (ibid.).

Analysen peger på, at erhvervsskolelærerne har erfaringer med at planlægge og gennemføre undervisning, der skaber betingelser for både vertikale og horisontale læreprocesser. Der er pædagogiske-didaktiske udfordringer forbundet med begge typer af processer, og analysen peger på udfordringer både mellem elementer internt i systemerne og imellem systemerne. I forlængelse af analysen, præsenteres fire potentielle udfaldsrum i forhold til at skabe transfer og/eller grænsekrydsning. Paperet afsluttes med at pege på fremtidige forskningsmuligheder.

Abstracts og symposium kan ses her, mens papers kan ses her (vores er paper nr. 6, s. 15-21).

Jeg skal præsentere paperet i en dobbelt session, hvor Vibe Aarkrog (AU) også skal præsentere, og da Vibe er en af de danske transferforskere, som vi bla. er inspireret af i projektet, ser jeg virkelig frem til det. Jeg ved, at Vibe også kommer til at tale om vertikal vs. horisontal læring, så det bliver interessant at høre hendes syn på dette. Jeg tænker også, at vi kommer til at diskutere transfertilgange, og her er jeg faktisk ikke sikker på, at Vibe er helt enig i den ovenfor nævnte oversigt – så jeg forventer, at vi får nogle spændende og lærerige drøftelser!

Det er tredje gang, at jeg deltager på NordYrk konferencen, og da forskningsmiljøerne omkring EUD, som nævnt er relativt små, så er det lidt som at deltage i en bedre fætter-kusinefest :-)

/Marianne

Årets Diplomopgaver i Erhvervspædagogik – bla. med fokus på transfer

AaretsDEPopgaveSom noget nyt, er Forlaget Praxis og de professionshøjskoler, der udbyder Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik (DEP), gået sammen om at kåre Årets DEP-opgave.

Studerende på DEP er erfarne praktikere fra de erhvervsrettede uddannelser. Gennem DEP-uddannelsens forskellige moduler identificerer og behandler, de studerende problemstillinger fra deres egen praksis med inddragelse af teori og resultater fra undersøgelses- og udviklingsarbejde. Uddannelsen afsluttes med et afgangsprojekt*, hvor de studerende arbejder med en erhvervspædagogisk, teoretisk og praktisk problemstilling, der går på tværs af uddannelsens temaer.

Årets DEP-opgave har til formål at sætte fokus på netop denne viden, der samles på Praxis’ hjemmeside, som skal være med til:

at synliggøre DEP-studerendes vidensproduktion og eksponere den erhvervspædagogiske lærerfaglighed. Derudover vil hjemmesiden være et udstillingsvindue for det undersøgelses- og udviklingsarbejde, som DEP-studerende udfører, og er dermed med til at belyse faglige og pædagogiske problemstillinger i de erhvervsrettede uddannelser

Her i 2016 foregik årets kåring på konferencen Ny Viden om Erhvervsuddannelser (NVE), som NCE havde arrangeret 1. og 2. marts. Der blev kåret tre vindere:

  1. pladsen gik til Mette Agnete Nielsen Bowyer fra Aalborg Handelsskole. Mette havde beskæftiget sig med engelsk undervisning set gennem elevernes øjne. Se mere her.
  2. pladsen gik til Christina Arnfred Nissen fra SOSU Syd. Christina havde beskæftiget sig med, hvordan transfer kan bidrage til AMU-kursisters læring. Se mere her.
  3. pladsen gik til Kim Schmidt Pedersen fra Construction College Aalborg. Kim havde beskæftiget sig med elevers motivation i undervisningen på GF1. Se mere her.

Opgaverne giver et fint indtryk af den mangfoldighed (ift. foki, teorier og metoder), men også den enhed (ift. det erhvervspædagogiske felt), der karakteriserer DEP’en og de problemstillinger fra praksis, som de studerende er optagede af. I alt otte opgaver var nomineret til prisen – se dem alle her.

/Marianne

*) DEP’en er placeret på niveau 6 i den nationale kvalifikationsramme og afgangsprojektets omfang er max. 25 normalsider ved individuelt udarbejdede projekter.