Tværgående samarbejde er nødvendigt ift. digitalisering i EUD

FP_logo

I sommer skrev jeg (Marianne) en stafet i Forsker-praktikernetværket, hvor jeg efterlyste mere forskning om digitalisering i og af EUD. Mit indlæg var egentlig stilet til ministeriet/STIL, men nu har Arnt Louw fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet ført stafetten videre i et rigtig godt indlæg, der kan læses i sin fulde længde her.

Louw skriver bl.a.:

Digitalisering er ikke et mål i sig selv, og udfordringen består således ikke i at løbe efter øget digitalisering, som et succeskriterie i sig selv, men i højere grad om mere målrettet og klog digitalisering af EUD til gavn for elevernes læring.

Jeg er ikke overraskende meget enig, og jeg deler Louws bekymring om, at hvis vi ikke får skabt ordentlig viden på området, så risikerer vi at gentage de “børnesygdomme” eller ureflekterede investeringer og tiltag, der har præget andre uddannelsesområder.

Som Louw også skriver, så ved vi, at der er rigtig mange spændende tiltag i gang ude på erhvervsskolerne, hvor der vedholdende eksperimenteres med erhvervspædagogisk it i undervisnings- og læreprocesser. Udfordringen er dog bla., at der ikke samles op på disse tiltag, hvilket alt andet lige gør det vanskeligt at sprede ny viden og gode tiltag.

EUD er i det hele taget et meget lille felt inden for den danske uddannelsesforskning, og Louw kommer derfor også med denne opfordring, som jeg støtter fuldt ud:

… disse spørgsmål kalder på viden. Og her tror jeg det kunne være gavnligt, at de relativt få erhvervsfaglige miljøer der er i Danmark, i højere grad tænkte i etablering af tværgående forskningssamarbejder, der kan tilvejebringe den kontinuitet og brede forankring af den forskningsbaserede viden, som Christian Helms Jørgensen efterlyser i en tidligere stafet. Ud fra et fælles mål om at bevæge feltet fremad, og udvikle pædagogikken på EUD til gavn for eleverne. (min fremhævelse)

Ved at samarbejde forskningsmiljøerne imellem ville vi uden tvivl kunne dække den komplicerede udfordring med anvendelse af erhvervspædagogisk it og digitalisering langt bedre, end vi er i stand til i dag.

Ud over tværgående samarbejder blandt forskere, vil jeg også advokere for, at der etableres en form for Special Interest Group (SIG) som skulle arbejde mere målrettet med dette tema løbende og som med fordel kunne involvere andre parter. En sådan SIG kunne måske knyttes til Forsker-praktikernetværket og dermed også have deltagelse af flere interessenter (ledere, lærere og organisationer) end lige os forskere. Jeg har allerede været i dialog med bla. Christoffer Jørgensen fra HL om dette, og jeg ved, at Uddannelsesforbundet* også er meget opmærksomme på udfordringerne og potentialerne ift. digitalisering i EUD. Herudover er det naturligvis også vigtigt at lytte til elevernes repræsentanter.

Tidligere på året, var Christoffer Jørgensen i øvrigt medforfatter på et debatindlæg om digitalisering i EUD, og i den forbindelse blev der også lagt op til at få etableret en form for køreplan baseret på tværgående samarbejde i sektoren. Om forskellige tiltag kan/skal kombineres eller ej, har jeg ikke lige taget stilling til, men i en tid med knappe ressourcer, er der ingen tvivl om, at det giver det ekstra god mening at samarbejde.

Så hermed en invitation til dialog om, hvordan vi sammen kommer videre!

/Marianne

*) Se fx dette nummer af Uddannelsesbladet 

Magasin #2 om transferforståelser og -oplevelser

Så er vi klar med et nyt nummer af magasinet “Ikt og transfer i EUD”.  Denne gang stiller vi skarpt på de mange forskellige forståelser af transfer, der eksisterer både i forskningen og i praksis. På baggrund af 6 interviews gennemført med erhvervsskolelærere i vinteren 2015, beskriver vi kort nogle af de udfordringer, som lærerne oplever ift. det didaktiske arbejde med at skabe betingelser for transfer og/eller grænsekrydsning. Fra forskningen har vi også hentet inspiration til en oversigt over transferforståelser, der kan bruges både som tænke- og dialogværktøj.

Hvad angår forsøgs- og udviklingsarbejde henter vi inspiration fra Det erhvervsrettede uddannelseslaboratorium – UddX. I værktøjskassen er der denne gang fokus på ikt-værktøjer og -ressourcer, der er gode ift. undervisnings-, lære- og transferprocesser, der tager udgangspunkt i billeder, hhv. Pinterest, ThingLink, TinEye og Pixabay. Desuden anbefaler vi hjemmesiden undervislovligt.dk som en rigtig god ressource ift. at blive klogere på, hvad man må/ikke må som underviser og elever/studerende.

Du kan downloade magasinet via linket under billedet.

Magasin_2

IoT_magasinet_nr2_apr16

God fornøjelse og læselyst!

På vegne af os alle,
/Marianne

#Lærfest16, netværk og relationer

Logo-DKLF-2016Tirsdag d. 15. marts havde Styrelsen for It og Læring (STIL) inviteret mig (Marianne) til at holde oplæg om vores forskningsprojekt på Danmarks Læringsfestival. Jeg var spændt på hvor mange erhvervsskolefolk, der egentlig ville dukke op, men der var faktisk mange blandt deltagerne. Normalt når vi er ude og tale om vores forskningsprojekt med praktikere, holder vi os til begrebet transfer, da det er det begreb, som de fleste kender og anvender. I projektet er vi imidlertid optaget af forskellige forståelser af transfer og vi er især interesserede i den type transfer, der benævnes grænsekrydsning, og denne distinktion havde jeg valgt at tage med i oplægget. At dømme ud fra de kommentarer jeg fik efterfølgende, gav det anledning til kritiske overvejelser over fænomenet, hvilket jeg var glad for, da en del af vores rolle som forskere jo netop er at invitere og inspirere til refleksion.

En generel udfordring ved at holde oplæg er, at man typisk skal skrive nogle linjer om indholdet i god tid inden af hensyn til programmet, hvilket kan gøre det lidt vanskeligt at forudse, hvad man rent faktisk kan tale om. Jeg havde lovet at fortælle lidt om vores foreløbige resultater og at komme med eksempler på ikt-værktøjer, men som en af deltagerne påpegede, så var der ikke meget nyt omkring værktøjer. Det er en kritik som jeg fuldt ud anerkender, og det skyldes, at vi endu ikke har ret mange empiriske resultater på det område. Vores forskning er inddelt i forskellige faser (slide 11), og oplægget var baseret på 6 baggrundsinterviews med lærere, som vi gennemførte i efteråret 2015. Formålet med disse baggrundsinterviews var at blive klogere på, hvordan lærerne i det hele taget opfatter og italesætter fænomenet transfer. Disse baggrundsinterviews var struktureret ud fra en Aktivitetsteoretisk systemmodel (slides 10 og 13), og selv om værktøjer indgår som et væsentligt element, var det ikke der fokus lå hos de interviewede lærere. I den aktuelle fase i projektet har vi revideret vores spørgeramme, så fremadrettet kommer der mere fokus på værktøjer og grænseobjekter (slide 25 og 29), og disse interviews kombineres også med observationer.

Efter mit eget oplæg, valgte jeg bla. at høre Jesper Tække (AU) og Michael Paulsen (AAU) fortælle om “Digital dannelse i ungdomsuddannelserne”. Tække og Paulsen har været rigtig gode til at publicere og dele viden ud fra det forskningsprojekt, som de baserer deres viden på, så deres projekthjemmeside Social Media Education Experiment er bestemt et besøg værd. Oplægget havde bla. fokus på deres teori om, at undervisning med medier kan karakteriseres ift. 3 bølger, og oplægget kan, så vidt jeg har forstået det, ses i Facebook-gruppen Den tredje bølge i undervisningen. Tække og Paulsen udkommer med en ny bog i maj om “Undervisningsfællesskaber og læringsnetværk i en digital tidsalder”, hvor de bla. vil udfolde teorien om de 3 bølger. Jeg bliver altid glad, når forskere også interesserer sig for den historiske kontekst, så jeg ser frem til at læse mere om medieudviklingens indflydelse på undervisning og læring.

UndervisningsfaellesskaberOPDATERET 14. juni 2016: Så er Tække & Paulsens’ bog på gaden – se mere her. Lidt citat fra beskrivelsen:

Overordnet set beskriver bogen en udvikling, hvor de digitale medier oversvømmer skolen i tre bølger.
I den første bølge trækkes opmærksomheden væk fra undervisningen.
I den anden bølge begynder lærerne at anvende sociale medier i deres undervisning, hvilket både giver bedre undervisning og lærer eleverne at bruge de nye medier til faglige formål.
I den tredje og sidste bølge begynder lærerne sammen med deres elever at bruge internettet til at skabe interaktion med eksterne personer (fx forfattere, mennesker i andre lande, politikere osv.), hvilket både ser ud til at styrke undervisningen, gøre den mere tidssvarende, samt udvide elevernes læringsnetværk og udvikle dannelse.

Jeg valgte også at høre Karsten Gynther (UCSJ) tale om “”Den digitale erhvervsskole” i et et forandringsledelsesperspektiv”, der er baseret på Gynther og kollegers undersøgelse af udenlandske erfaringer med e-læring inden for erhvervsuddannelse og læreruddannelse for erhvervsskolelærere. Rapporten, der udkom på baggrund af undersøgelsen, samt diverse gode tænketeknologier og modeller kan hentes på projektets hjemmeside her. Gynther mestrer til fulde ikke blot at invitere og inspirere, men også at provokere til kritisk refleksion, og det var et vældig godt oplæg, hvor vi fik stillet spørgsmålstegn ved centrale begreber såsom digitalisering, e-læring og Everett M.Rogers’ typologisering af brugere. Jeg har bla. noteret mig at Rogers’ skal genlæses i tilfælde af fremtidig brug, da Gynther havde nogle interessante pointer om, hvordan Rogers ofte mistolkes eller misbruges. Jeg har hørt Gynther holde oplæg før, men det var første gang, at jeg også lige fik lejlighed til en snak bagefter, hvilket jeg var meget glad for, da det altid er rart “at få sat ansigt på ” folk man læser og eksempelvis følger via sociale medier.

Det meste af dagen fulgtes jeg rundt med min gode ven Roland Hachmann, hvilket gav anledning til spændende samtaler om bla. vores aktuelle forskningsprojekter. Roland er netop blevet ansat som Ph.d. studerende i forskningsprojektet Designing for Situated Knowledge in a World of Change (SDU).  Bort set fra, at vi beskæftiger os med forskellige målgrupper, er der mange overlap mellem vores forskningsinteresser, og jeg ser frem til at videndele med Roland og resten af projektet fremadrettet – det er jeg ikke i tvivl om, at vi i vores forskningsprojekt vil kunne drage stor nytte af.

Ud over inspirerende oplæg, bød dagen også på gensyn med mange både kendte og nye ansigter, og for mig er der ingen tvivl om, at det bedste ved den type arrangementer netop er netværksdelen, udvidelsen og styrkelsen af de personlige relationer. Så tak til STIL for invitationen og til alle jeg mødte :-)

/Marianne

Ikt-medieret Praktikum – som bindeled og læringsrum

Skole_PraktikTorsdag d. 1. oktober skal Palle, Hans og jeg (Marianne) deltage i Forsker-Praktikerneværksmøde om “Kvalitet i samspillet mellem skole og praktik“. Programmet byder på en række spændende oplæg, og noget af det vi især ser frem til at høre om, er Praktikum som bindeled mellem skole og praktik – udfordringer og muligheder v. Torben Ahlman Valsgaard fra TEC.

Hans, der bl.a. er uddannet værktøjsmager og har arbejdet en årrække på KTS som faglærer, deltog i sin tid i en række forsøgs- og udviklingsprojekter, som omhandlede såkaldte Praktikum-opgaver (Lundsgaard, 2005; Koch & Lundsgaard, 2004; Koch & Lundsgaard, 2000). I forskningsprojektet er vi interesserede i at arbejde videre med nogle af de erfaringer Hans og kollegerne gjorde sig dengang. Forsøgene blev igangsat i slutningen af 1990’erne, hvor ikt ikke spillede den store rolle, og vi tænker at netop brugen af ikt vil kunne bidrage positivt til at fremme afvikling af praktikum. Selve praktikum-begrebet er hentet fra Donald A. Schön, der beskriver det således:

Praktikum er det arrangement der er direkte designet til den opgave at lære en praksis. I en sammenhæng der er tilnærmet en praksisverden, lærer praktikanter gennem ”learning-by-doing”, selv om deres ”doing” ofte ikke kan leve op til forholdene i det virkelige arbejdsliv. De lærer ved at gennemføre projekter der simulerer og forenkler praksis, eller de deltager i projekter i den virkelige verden under tæt vejledning. Praktikum er virtuel verden, relativt fri for pres, forstyrrelser og risici fra den virkelighedens verden, som den dog alligevel efterligner. Den befinder sig i et mellemrum mellem den praktiske verden, det almindelige lægmandsliv og specialisternes særlige verden. (Schön, 1987, s. 266-267).

Sammenhæng_grønMed henvisning til Schön bruges praktikum altså til at italesætte det særlige læringsrum, der kan designes med henblik på at bringe elever tættere på en erhvervsfaglig praksis. I princippet kan dette foregå både på grund- og hovedforløb, men i forskningsprojektet her er vi særligt optaget af det sidste. På flere uddannelser er deltagelse i og gennemførelse af praktikum et krav for at kunne gå til svendeprøve, som eksempelvis på maleruddannelserne. Malerfagets Faglige Fællesudvalg (MFFU) beskriver praktikum på følgende måde:

Praktikum går i al sin enkelthed ud på, at eleven sammen med sin mester udvælger en arbejdsopgave, hvor eleven deltager. Den beskrives og dokumenteres, og eleven skal herefter arbejde videre med opgaven på det efterfølgende skoleophold. Til slut fremlægger eleven sin praktikum-opgave for de andre elever og sin mester på skoleopholdet. (kilde)

Både i maler- og værktøjmageruddannelserne anlægges et opgaveorienteret syn på praktikum, hvilket giver god mening. I de forsøg, hvor Hans deltog, nåede man frem til bl.a. følgende konklusioner:

  • praktikum kan være med til at sikre et tættere samarbejde mellem skole og virksomhed, da opgaveformuleringen skal ske i et samarbejde
  • praktikum kan være med til at sikre en bedre sammenhæng mellem læring på skolen og i virksomheden, da opgaven skal tage udgangspunkt i elevens/lærlingens her-og-nu situation
  • praktikum kan være med til at øge fokus på elevinddragelse, skabe helhedsforståelse, produktrelevans og autencitet i undervisnings- og læreprocesser
  • praktikum kan medvirke til at oplærer får en bedre føling med hvad der foregår på skolen, og omvendt får faglærere bedre føling med, hvad der sker i virksomheden og mulighed for at holde sig faglige ajour
  • evnen til at reflektere over den faglige praksis i virksomheden vil kunne brede sig til andre medarbejdere end de oplæringsansvarlige og vil således kunne fremme udvikling og innovation

I og med, der skabes bedre sammenhæng mellem skole og virksomhed øges også mulighederne for, at der kan skabes transfer. Figuren nedenfor viser de potentielle læringsrum, der opstår ifm. arbejdet med praktikum.

Ikt-medieret Praktikum

Ud over selve praktikumopgaven, der kan siges at udgøre et fælles rum* for de tre parter og som kan understøttes gennem brug af ikt, så er det også væsentligt at huske på de øvrige rum (og særligt 1-3), hvor vi også forestiller os, at der med fordel kunne arbejdes med ikt. Ift. selve praktikum-opgaven nævner MFFU i øvrigt også muligheden for at benytte andre dokumentationsformer end den skriftlige, fx fotos og hertil kunne der jo tilføjes video. Endvidere kunne der tænkes i brug af deciderede kommunikations- og samarbejdsværktøjer som fx Facebook eller Google+-grupper, der kunne fungere som bindeled.

I et nyere forsøgs-og udviklingsprojekt (afsluttet i 2013), Blended designs – en vifte af konteksttilpassede tilgange til blended learning, var fokus netop på, hvordan forskellige former for ikt kunne bruges til at skabe bindeled mellem læring i forskellige kontekster (hvilket også har et differentieringspotentiale). I et delforsøg var fokus på, hvordan det gennem brug af ikt kan sikres at eleverne får fleksibel adgang til teori uden for skolen, og også i dette projekt var fokus på praktikum, der blev defineret på følgende måde: “Når opgaver og undervisning forbindes på tværs af skole og praktiksted, kaldes det praktikum.” Det vil sige, at her indtænkes også de øvrige processer ud over selve praktikum-opgaven. Et fint eksempel er casen med Mette, der kan læses her.

Projekter som de ovennævnte, samt vores øvrige erfaring med brug af ikt i praksis, medvirker til, at vi også interesserer os for praktikum-tilgange i vores projekt.

/Marianne

*) Et praktikum behøver ikke at være begrænset til en decideret opgave, men kan med fordel også tænkes som et såkaldt “3. space”, men her skal man bare være opmærksom på, at begrebet tillægges forskellige betydninger i forskningslitteraturen. Begrebet peger tilbage til såkaldt ”hybridity theory”, og betegner bl.a. et ”rum”, der fungerer som bindeled mellem forskellige vidensformer og diskurser, mellem formelle og uformelle læringskontekster (se fx Moje et al., 2004), og der er klare overlap til Schön’s oprindelige definition.

Referencer

Koch, H.H. & Lundsgaard, S. (2004). Praktikum i praksis. Forsøg med nyt praksisrum indenfor vekseluddannelsessystemet. Casestudy: Værktøjsmagerfaget. Fou-projekt. Kan hentes her.

Koch, H.H. & Lundsgaard, S. (2000). Praktikum. Broen mellem skole og virksomhed – et praksisrum til læring indenfor vekseluddannelsessystemet. Casestudy: Værktøjsmagerfaget. Fou-projekt. Kan hentes her.

Lundsgaard, S. (2005). Praktikum i praksis – aktivering af skole-virksomhedssamspillet. UVM. Kan hentes her.

Moje, E.B.; Ciechanowski, K.M.; Kramer, K.; Ellis, L.; Carrillo, R. & Collazo, T. (2004) Working toward third space in content area literacy: an examination of everyday funds of knowledge and discource. Reading Research Quarterly. Vol. 39, No. 1. January/February/March 2004. s. 38-70

Schön, D. A. (1987). Udvikling af ekspertise gennem refleksion-i-handling. I: Illeris, K. (red.) (2000) Tekster om læring. Roskilde Universitetsforlag. s. 254-269