Refleksioner over Designs for Learning 2016 konferencen

Som tidligere beskrevet, deltog jeg (Marianne) i konferencen Designs for Learning 2016 i dagene 18.-20 maj.

Konferencen foregik på AAU-CPH i Sydhavn. Jeg var ansat på AAU i perioden 2003-2013, og arbejdede de sidste par år i Sydhavn, hvorfor jeg også refererer til flere af konferencedeltagerne som mine tidligere kolleger.

  • Short papers kan hentes her.
  • Full papers i Proceedings kan hentes her.

Torsdag d. 19. maj præsenterede jeg foreløbige resultater fra vores forskningsprojekt via disse slides:

Efterfølgende problematiserede Nina Bonderup Dohn (SDU) min brug af begrebet “contradictions” – og det fuldt forståeligt. Netop dette begreb er, som også Fenwick, Edwards & Sawchuk (2011) understreger, stærkt omdiskuteret i den forskning, der baserer sig på Aktivitetsteori, hvorfra vi har hentet begrebet. Som Nina påpegede, så kan det diskuteres, om de eksempler, som jeg havde valgt at tage med på slide #11 reelt er modsætninger (hvilket kræver modsatrettede forventninger mellem dele af systemet eller systemer imellem), eller om der blot er tale om udfordringer.

DfL16_1

Morten Misfelt (AAU), Anne-Mette Nortvig (AAU/UCSJ) & Nina Bonderup Dohn (SDU)
– kanalrundfart 18. maj 2016

Det er den type spørgsmål som forskere sætter pris på at gå og gruble over – hvilket vi så også gør i projektet. Som jeg også påpegede i præsentationen, så har vi måtte konstatere at brugen af Aktivitetsteori ikke er helt så lige til, som vi måske først havde antaget. Vi fortsætter drøftelserne i forskningsgruppen, men er også begyndt at kigge til andre teorier og begreber hentet fra det sociokulturelle og -materielle felt ift. analyse af vores data.

Teori-praksis_citat

Nina og jeg diskuterede også citatet til venstre, der stammer fra en EUD-faglærer. Citatet er et eksempel på en dikotomisk opfattelse af teori-praksis relationen (Jorgensen, 2005), dvs. teori og praksis opfattes som væsensforskellige fænomener, der gensidigt udelukker hinanden. En sådan forståelse lægger op til en skarp adskillelse mellem bla. de steder og de måder, hvorpå hhv. teori og praksis udfoldes. Dermed skabes og fastholdes et hul, en grænse eller en modsætning, som der så søges overvundet gennem forskellige pædagogisk-didaktiske tiltag for at få systemerne (skole og praktikvirksomhed) til bedre at hænge sammen. Den dikotomiske opfattelse er udbredt i det duale uddannelsessystem, men vi finder det mere frugtbart – med inspiration fra bla. Aktivitets- og grænsekrydsningsteori – at kigge på teori-praksisforholdet i et dialektisk perspektiv, hvilket indebærer at fastholde og udnytte (fremfor at overvinde) forskelligheden. Heraf følger også en erkendelse af, at teori og praksis ikke er eller bør være bundet til bestemte steder. Forskellige opfattelser af teori-praksisforholdet* hænger også sammen med forskellige opfattelser af læring og transfer, som vi tidligere har skrevet om her.

Blandt de deltagere som hørte præsentationen, var der ikke umiddelbart andre forskere, der beskæftigede sig med erhvervsuddannelser, men der var alligevel god feedback og ros til projektets relevans, hvilket jeg tænker hænger sammen med, at alle uddannelsestyper på et eller andet niveau bakser med det grundlæggende teori-praksisforhold. Selv om vores primære målgruppe er erhvervsuddannelseslærere og -forskere, så er det da dejligt, hvis andre kan se nytte i vores projekt. At EUD umiddelbart ikke var yderligere repræsenteret på konferencen, understreger, hvad vi godt vidste i forvejen: det er et lille felt, og der er behov for, at flere forskere (især ikt-forskere) får interesse for feltet. I denne forbindelse var det positivt at erfare, at nogle af mine tidligere kolleger fra AAU (heriblandt Rikke Ørngreen) påtænker at se nærmere på brug af video bla. som refleksionsværktøj i EUD i regi’ af  Research Center for VidEO: Video in Education and the learning Organisation.

Jeg håber virkelig, at flere danske ikt-forskere vil kaste sig over EUD-området, så vi kan få noget solid viden at stå på – for det mangler vi! 

Udover at præsentere vores forskningsprojekt, deltog jeg natuligvis i en række sessioner, og det var glædeligt at opleve, hvor godt forskere fra Professionshøjskolerne var repræsenteret på konferencen – som eksempelvis mine Metropol-kolleger, Jesper og Mikkeline herunder. Det vidner om, at forskningsmiljøerne er ved at tage ordentlig form.

DfL16_2

Jesper Juellund Jensen & Mikkeline Hoffmeyer
– Metropol, Institut for Skole og Læring, Læreruddannelsen

I langt de fleste præsentationer indgik ikt på en eller anden måde, og selv om uddannelseskonteksten ikke var EUD, var der masser af inspiration at hente. Det fører for vidt at beskrive alle sessioner, men her følger et par udpluk, der inspirerede ift. vores aktuelle projekt.

DfL16_0

Charlotte Lærke Weitze (AAU)

Charlotte præsenterede på baggrund af et full paper (s. 236-251 i Proceedings) resultater fra sit PhD-projekt, hvor hun har undersøgt brugen af video på VUC. Charlotte pegede på forskellige fordele og ulemper og kom med eksempler på konkrete designs og mange anbefalinger. Eftersom vi i projektet også har identificeret video som et medie, der tillægges potentiale ift. teori-praksisrelationen (jf. slide #10), tænker jeg, at vi kan finde stor inspiration i Charlottes arbejde. Charlotte har gennem sit PhD-forløb publiceret en del tekster om video-mediering, som kan ses her.

DfL16_3

Lone Dirckinck-Holmfeld & Ulla Konnerup (AAU)

Lone og Ulla præsenterede på baggrund af et full paper (s. 128-147 i Proceedings) resultater af et studie, hvor de havde anvendt Fremtidsværksted som pædagogisk-didaktisk ramme for at organisere problembaseret læring blandt universitets- studerende. I min tid på AAU, underviste jeg blandt andet på det modul, som Lone og Ulla tog udgangpunkt i, så alene af den årsag var det spændende at høre, hvordan modulet er blevet videreudviklet. Jeg har i øvrigt selv anvendt fremtidsværksted i undervisningen på Diplomuddannelsen i Erhvervspædagogik, hvor Padlet har været brugt til at opsamle og fastholde input fra deltagerne i de forskellige faser. Jeg tænker, at fremtidsværkstedet fint kan bruges som ramme om fx identifikation af udfordringer og muligheder i skole-praktiksamspillet.

DfL16_4

Sessionsleder Birgitte Holm Sørensen (AAU) & Mikkel Godsk (AU/OU)

Mikkel præsenterede på baggrund af et full paper (s. 28-45 i Proceedings) delresultater fra sit igangværende EdD-studie**, som han gennemfører via Open University samtidig med, at han er teamleder og e-læringskonsulent på AU. Mikkel er i sin forskning optaget af, hvordan læringsdesign kan konceptualiseres, evalueres og effektiviseres. Hvis digitaliseringens potentiale om effektivisering skal realiseres, er det nødvendigt at finde bæredygtige måder at designe, evaluere og genanvende forløbsplaner, materialer, feedback mv. Som Mikkel påpegede, handler effektivisering ikke kun om institutionens eller ledelsesniveauets behov, men må også tage højde for de øvrige interessenters (fx. undervisere og studerende) behov og få disse til at hænge sammen.  Ift. vores aktuelle forskningsprojekt, tænker jeg, at vi har samme udfordring, nemlig at få de forskellige interessenters behov til at hænge sammen i skole-praktiksamspillet, så det bliver spændende at følge Mikkels videre arbejde. Mikkel har allerede publiceret en del artikler om emnet, som kan ses her.

DfL16_6

Nina Bonderup Dohn & Jens Jørgen Hansen (SDU)

Torsdag eftermiddag deltog jeg i en workshop om “Digital educational design” arrangeret af en række forskere fra Institut for Design og Kommunikation (SDU), heriblandt Nina Bonderup Dohn, Jens Jørgen Hansen, Margrethe Hansen Møller og Veronica Yepes-Reyes, der alle holdt oplæg.

DDD_bogOplæg og workshop var baseret på en ny udgivelse “Didaktik, Design og Digitalisering”, hvor Nina, Jens Jørgen, Margrethe og Veronica hver har bidraget med et eller flere kapitler. Nina indledte med nogle generelle overvejelser og resultater fra deres forskning. Efter 3 korte oplæg fra de øvrige valgte vi os ind i grupper, hvor vi skulle diskutere den valgte case ud fra tre overordnede spørgsmål: 1) Hvordan er teknologierne anvendt i casen, 2) Hvad er transferpotentialet i casen, og 3) Hvad er de pædagogisk-didaktiske implikationer af casen. Spørgsmålene gav anledning til mange gode diskussioner, og der var generelt et stort engagement blandt deltagerne i de to timer.

Noget af det, som jeg bla. tog med mig, fra workshoppen og konferencen generelt, er behovet for at eksplicitere de begreber og den terminologi,  vi bruger – eksempelvis havde jeg gennem de tre dage mange drøftelser med flere deltagere om, hvad vi egentlig forstår ved “didaktisk design”, “design for læring” og “læringsdesign”, der var de tre dominerende måder at italesætte vores bestræbelser i feltet. Oveni dette kommer så også, at mange i feltet arbejder ud fra den såkaldte designbaserede forskningstilgang (se fx Karsten Gynther’s introduktion her) – og så kan forvirringen godt blive totalt, da designbegrebet og -forståelsen er en anden end i “didaktisk design”. Det er en del af forskningens DNA, at der ikke hersker konsensus om begreber og terminologi, og det er med til at holde holde diskussionerne og videnudviklingen i gang, så der var ikke noget overraskende i dette. Ikke desto mindre fik det mig til at overveje, hvordan vi selv i projektet italesætter og formidler forskellige fænomener. Nina og Jens Jørgen har i øvrigt i ovennævnte bog et fint kapitel med bud på, hvad der kan forstås ved hhv. didaktik, design og didaktisk design.

Det var første gang jeg deltog på Designs for Learning konferencen, men bestemt ikke sidste. Helt overordnet var konferencen præget af forskere som er dybt engagerede i kombinationen mellem design, didaktik, læring og – for de flestes vedkommende – ikt. Som altid var noget af det bedste netværksdelen; de uformelle samtaler, der vekslede fint mellem  alvor og humor, og det var dejligt at gense tidligere kolleger, men bestemt også at møde nye, ikke mindst fra de øvrige Professionshøjskoler og SDU.

/Marianne

PS! Hvis der er nogen, som undrer sig over “kærlighedsstemplet” på mit navneskilt, så var vi torsdag aften på rundvisning i Kødbyen, hvor vi stødte på en happening fra Danner ifm. med deres kampagne om respektfuld kærlighed, dvs. kærlighed uden vold. Den traditionelle store konferencemiddag forgik i øvrigt på Nose2Tail, der ligger på Flæsketorvet i Hotel- og Restaurantskolens gamle bygning, hvor jeg arbejdede som faglærer fra 1999-2003 – så der var på flere måder en del nostalgi forbundet med konferencen :-)

*) Se fx mere om teori-praksisforholdet i Jorgensen (2005) eller Haastrup & Knudsen (2015)

**) Svarende til et PhD-studie, men med eksplicit fokus på uddannelse og krav om praksistilknytning.

Referencer

Dohn, N.B. & Hansen, J.J. (red.) (2016). Didaktik, design og digitalisering. Samfundslitteratur.

Fenwick, T., Edwards, R. & Sawchuck, P. (2011). Emerging approaches to educational research – tracing the sociomaterial. Routledge.

Haastrup, L. & Knudsen, L.E.D. (2015). Teori- og praksisdidaktik. Forlaget Unge Pædagoger.

Jorgensen, E. R. (2005). Four philosophical models of the relation between theory and practice. Philosophy of Music Education Review, 13, no. 1 (Spring 2005), pp. 21-36

 

Reklamer

Deltagelse på “Designs for Learning” med paper om EUD-lærere

DFL16_logo18.-20. maj 2016 deltager jeg (Marianne) på Designs for Learning konferencen på Aalborg Universitet (AAU) i Sydhavn, København.

Som repræsentant for projektet, deltager jeg med et såkaldt short paper, som vi har skrevet på baggrund af seks interviews med erhvervsskolelærere udført i vinteren 2015-2016. Papers er en særlig genre inden for akademisk skrivning, der typisk benyttes ifm. konferencer. Short paper er, som antydet, meget korte skriv (i dette tilfælde max. 2000 ord, inkl. referencer), der i en vis udtrækning kan betragtes som tale-papir og ofte bruges til at præsentere research-in-progress. I modsætning til full papers, er de sjældent fagfælle bedømt (peer-reviewed), men er blot blevet vurderet egnet ift. konferencens tema. Alle konferencens papers kan hentes her – vores er under short papers s. 97-101 og har titlen “Challenges in Designing for Horizontal Learning – in the Danish VET system”.

Abstract for vores paper lyder som følger:

As part of an on-going research project (2015-2017) at The National Centre for Vocational Pedagogy, Metropolitan University College, we are studying why and how vocational teachers understand and design for boundary crossing through the use of ICT-based artefacts. The research project is based on a sociocultural framework with cultural-historical activity theory (CHAT) guiding the initial phases. In this short paper, we present preliminary findings based on six ethnographic interviews with vocational teachers, and we zoom in on the teachers’ experiences with central elements of their bounded systems. We found that these teachers use ICT as mediating tool within a single system, but rarely as boundary object in and between systems.

Paperet er, som skrevet, baseret på data fra seks interviews, som vi gennemførte i vinteren 2015-2016. I dette delstudie var vi især nysgerrige på EUD-læreres oplevelser og erfaringer med at skabe transfer og/eller grænsekrydsning – og i hvorvidt lærerne bruger ikt til dette formål. På tværs af de tre klassiske hovedområder inden for EUD, dvs. tekniske, merkantile og social- og sundhedsuddannelser kan vi konstatere:

  1. at de interviewede lærere primært taler og arbejder ud fra en traditionel transferopfattelse baseret på en vertikal forståelse af læring og transfer (se evt. vores magasin #2 for uddybning af forskellige transferforståelser)
  2. at de interviewede lærere er opmærksomme på at læring og transfer også bør ske i et horisontalt perspektiv (dvs. i og imellem sociokulturelle systemer el. kontekster som fx skole og praktik)
  3. at de interviewede lærere bruger forskellige typer af ikt i undervisningen (hvor især video er et populært medie til at skabe sammenhæng mellem eksempelvis teori og praksis), men at disse ikt-værktøjer sjældent kan karakteriseres som egentlige grænseobjekter (dvs. at de anvendes og giver mening i og for to el. flere interagerende sociokulturelle systemer og deres aktører). Den elektroniske Elevplan nævnes af alle de interviewede lærere, men anvendes af forskellige årsager ikke som grænseobjekt
  4. at de interviewede lærere oplever forskellige udfordringer på flere niveauer i det duale EUD-system ift. at arbejde ud fra en horisontal forståelse og ift. at anvende ikt i dette arbejde

Da det, som nævnt, er et short paper, var der ikke rigtig plads til at udfolde disse fund, så det er især dem og de didaktiske konsekvenser heraf, som jeg vil fokusere på i min præsentation, der er sat til torsdag d. 19. maj (slides gøres tilgængelige i en ny blogpost herefter).

Som erfarne ikt-pædagogiske forskere (og praktikere) vil vide, er der egentlig ikke ret meget nyt eller overraskende i vores indledende fund. Her er det imidlertid væsentligt at holde sig for øje, at en del af begrundelsen for overhovedet at igangsætte vores forskningsprojekt er, at der reelt ikke eksisterer ret meget dansk forskning omkring pædagogisk brug af ikt i EUD. Derfor er et første vigtigt skridt at få dokumenteret og belyst baggrunden for den praksis, hvori vi studerer fænomenet (ikt som grænseobjekt). Og dette var således også formålet med vores interviews i den indledende fase af projektet.

Vi er aktuelt i gang med at observere undervisning på skolerne og interviewe elever og oplærere/praktikvejledere ude i praktikken, og vi planlægger at zoome nærmere ind på ikt aspektet fra efteråret 2016.

Ud over at præsentere vores oplæg, skal jeg naturligvis deltage i andre sessioner, i en workshop arrangeret af Nina Bonderup Dohn (SDU) mfl. om “Digital Educational Design” og være ordstyrer på en session om MOOCs, hvor bla. andre min Metropol kollega, Docent Mikala Hansbøl skal præsentere et full paper – så der skal nok komme masser af inspiration til næste blogpost om konferencen.

/Marianne